Jeg har ikke før brugt lærkegrene og lærkekogler sådan særlig meget. Men med et kæmpe lærketræ i præstegårdshaven, så er det faktisk en oplagt ide at tage en gren eller to indenfor her i december. De holder fint og der er ikke nogen nåle, der falder af 🙂

Jeg – eller rettere vi – fik en kæmpe Kähler vase i bryllupsgave, og den har mest bare stået tom og set fin ud. Men nu er den blevet opgraderet med grene og fine hjerter. Det ser faktisk ret fint ud.

I år er det mig, der skal lægge hus til, når kirkens personale holder julefrokost om kort tid. Det gør jeg gerne og glæder mig allerede. Men så er der også ekstra god grund til at få fundet julepynten frem. Jeg har været på loftet og fundet min fine kasse frem – fyldt med pynt, der kan hænges op og sættes frem.

Hjerterne på grenene er nogen jeg lavede for en del år siden, men de holder endnu. Enkle flettede filthjerter. Det gode ved at pynte til jul er jo, at der skal ikke begyndes helt forfra hvert år. Glæden ved at genbruge, mindes og tænke tilbage på gode stunder, det er en del af julepynten.

Alt kan bruges på sådanne grene, det må bare ikke være for tungt, for grenene er lidt spinkle.

God fornøjelse med al julepyntningen 🙂

Jette