Det er ikke en selvfølge – men det er virkelig en gave og en velsignelse, når man har det. Og det har jeg! – Både mine præstekollegaer i andre sogne, og mit “eget” personale, kirkens ansatte.

Nybagte boller med solsikkekerner og hørfrø

Det er ikke altid, man lige tænker over det. Når det hele går sin vante gang, så bliver der sjældent sat ord på, at noget er godt.

Men så er der de dage og uger, hvor det bliver mere tydeligt, hvor godt og vigtigt det er med gode kollegaer. Jeg har i øjeblikket minikonfirmander – og lige så søde de er, lige så udfordrende er de. Faktisk mere end nogensinde. Og da er det guld værd ikke at skulle stå alene med dem. Det var ganske enkelt aldrig gået!

Så i dag, som tak for hjælpen var jeg nede hos graverne til morgenkaffe – medbringende nybagte boller og et glas med brunkager

Og så gik snakken ellers. Og det skal ikke underkendes, for det var ikke private forhold, der blev vendt – men tendenser generelt, og noget helt praktisk om, hvordan kommende arrangementer i kirken skal foregå. Så dybest set var der tale om en “arbejdsmorgenkaffe” 🙂 

Katten Bella vil helst være inden for 🙂

 

Jeg genfandt et indlæg, jeg har skrevet for flere år siden, som også fremhævede mine kollegaer – og det gælder stadig.

På en meget grå novemberfredag – hvor er det godt, at det snart bliver december, så der kan blive tændt adventskrans og kalenderlys. Og så holdt nogle julefrokoster – hvor det gode kollegaskab endnu en gang bliver plejet. For de mennesker er ret så hyggelige og festlige at være sammen med 🙂

God weekend.

Jette