Jeg bliver aldrig den helt store bærplukker. Jeg synes det er kedeligt efter to minutter 🙂 Men synes alligevel at det er lidt hyggeligt at lave en lille portion syltetøj.

Så i går blev mine ældgamle solbærbuske finkæmmet for de små bær, der var og suppleret med lidt frosne ribs – og så er der syltetøj. Det er altså lækkert 🙂 Det er en lille portion – præcis som da jeg for tre år siden lavede denne udgave af solbærsyltetøj.

Solbærsyltetøj med ribs og rom (et lille glas)

150 gr. solbær

50 gr. ribs

100 gr. sukker

1/4 tom vaniljestang

1-2 spsk. rom

Kom bær, sukker og vaniljestang i en gryde og lad det trække nogle timer. Bringes langsomt i kog og koger 5 – 10 minutter under låg. Tag af varmen og rør rommen i. Og så blendede jeg det (ikke vaniljestangen, den kom blot i glasset) i minihakkeren, inden det kom i glas og sat i køleskab.

Det er syltetøj til den syrlige side – men frisk i smagen og smuk i farven.

Sommer på glas 🙂

Jeg har ikke tidligere lavet særlig meget syltetøj, men synes det er lidt hyggeligt at have et glas hjemmelavet syltetøj i køleskabet. Så det sker oftere at jeg laver en lille portion – også denne med jordbær, ribs og rabarber. Det er en opskrift jeg har fra Karen. Den er virkelig god 🙂 Og syltetøj, du selv laver, da ved du præcis, hvad det indeholder. Og det er nu meget rart.

På endnu en skøn og smuk sommerdag.

Jette