En lang weekend venter 🙂 For mange med mulighed for en tur i haven, for andre er det en invitation til konfirmation, det er blevet tid for. I hvert fald dage med et anderledes indhold.

Jeg er klar til gudstjeneste i morgen, bededag, og til to konfirmationer på søndag. Det bliver en festlig weekend.

I aften dukker familien op, det er altid hyggeligt. Og der bliver liv i huset, det er der også til daglig, men med de unge mennesker inden døre, så ses og høres det. Dejligt 🙂

I går blev hvederne bagt, derfor var der tid til at bage en tærte. Jeg havde dej tilbage fra jordbærtærten, det kunne bruges her. Tærten er fyldt med mazarinmasse i bunden, oven på chokoladeganache og så pyntet med friske hindbær og hindbærstøv. 

Og så er der kommet en buket tulipaner på bordet. Det var en fornøjelse at gå rundt i haven og plukke tulipaner, der var faktisk langt flere end jeg huskede det. Flotte gule og røde, det er virkelig forårsagtigt.

Bededag er en lidt overset dag. Nok fordi bøn er eller opleves som en ret privat sag. I morgen skal vi synge en ny salme, som er skrevet af Lisbeth Smedegaard Andersen. Hun er virkelig god til at bruge naturen og vores erfaringer derfra i sin poesi. Som her i en bøn:

Læg din fred i mit hjerte

jeg stoler på dig

når du siger min synd er forladt

når du taler i mørket

da lyser min sjæl

som når hvidtjørnen blomstrer ved nat. (100 salmer, 877)

God bededagsferie.

Jette