I går havde jeg fødselsdag. En dejlig og hyggelig dag – og med et: Et år ældre! og bestemt helt som det skal være – selv om jeg godt kan se på tallene, at jeg ikke længere er midt i 50´erne – jeg fyldte 57 🙂
Skønne fødselsdagsgaver
Men jeg tror, at det handler om, at være glad for at være der, hvor man er i livet. For det første fordi det ikke kan ændres. Men også fordi det giver ro til en selv, når man kan være glad og tilfreds med at være netop her, hvor man er. Med al den livserfaring det har givet, alle de glæder, der har beriget ens liv – og de sorger og mørke dage, man har gennemlevet og kommet videre fra.
Preben Kok, tidligere sygehuspræst, har en fin beskrivelse af, hvad der sker, når vi mennesker ligesom ikke vil acceptere at livet går op, topper og langsomt går ned igen.
Han skrev: “Fortrængningen af livsbuens visdom fjerner selve visdommen fra samfundet og gør ældre mennesker til forpustede unge i stedet for vise gamle.”
Med andre ord – der er altså megen god erfaring og visdom knyttet til alder – hvis man vil se det. Men hvis du tænker – åh nej, nu er jeg så gammel, kan ikke det mere, er uinteressant og kedelig, det hele går min næse forbi – ja, så bliver alderdommen ikke så spændende. Snarere bitter og trist.
Men jeg synes, der er en vis frihed i at læne sig lidt tilbage og vide, at der er altså noget erfaring at trække på. Og der er stadig meget at være nysgerrig på – og der er tid til at nyde og gøre det, jeg synes er interessant. Når jeg nu har rundet de 57 år 🙂
Jeg havde i øvrigt en skøn fødselsdag – med familien. Og fik de fine gaver på billedet øverst. Gaver, der skal nydes og bringer glæde.
God tirsdag.
Jette
Skriv et svar