Jeg synes stadig, det er spændende at åbne kassen fra Aarstiderne. Jeg får sjældent læst på forhånd, hvad den kommende uges kasse indeholder, så derfor er det en overraskelse, hvad der dukker frem. Især grønstagerne varierer. I denne uge var der den mest særprægede tomat – en oksehjerte tomat. Der findes efterhånden et utal af tomat varianter, men det er nu mest de helt almindelige jeg køber – der kommer sjældent gule eller lilla tomater i min indkøbskurv. Men så er det godt at blive udfordret 🙂
Den store tomat ser virkelig speciel ud. Den var grøn, da den ankom, men et par dage i lyset gør den rød og mere indbydende. I hver kasse er forslag til opskrifter, så det er med udgangspunkt i en af dem, at denne salat er lavet.
Tomatsalat (1-2 pers)
½ oksehjerte tomat
4-5 cherrytomater
1/3 agurk
evt. lidt blomkål
Et kvart løg
Dressing
1 spsk. citronsaft
1 spsk. hvidvinseddike
2 spsk. soyasauce
½ tsk. rørsukker
lidt revet ingefær
Oksehjerte tomaten er meget kødfuld og let at skære i mundrette tern. Og den holder faconen i salaten 🙂 Så den store tomat skæres i tern, cherrytomaterne i kvarte. Agurken i robuste tern og løget i fine både. Bland alle grøntsagerne i en fin skål. Dressingen piskes sammen og hældes over og det hele vendes rundt. Må godt trække lidt inden servering.
Det er en fin salat, med en lidt anderledes smag end vi (jeg) er vant til, men smager dejligt. Jeg serverede råstegte kartofler og et lille smukt silkehønse spejlæg til – det fungerede godt 🙂
Og det er let mad – som det passer sig til lyse og lette dage. Midsommer i Danmark, hvor skønt.
Du ønskes en dejlig Sankt Hans weekend.
Jette