Forleden fik jeg købt grønkål – og lavede chips af nogen af dem. Men den sidste del skulle i en tærte. Det blev til denne ret lækre tærte, som jeg godt tror kan kaldes lidt sund 🙂

Den lange ingrediensliste må ikke snyde – der kan tilføjes og ændres lidt, alt efter, hvad dit køleskab og køkkenskuffe lige indeholder. Og der er som altid lidt groft mel i tærtedejen – jeg synes, det er så godt at have lidt at tygge på.

Grønkålstærte (3-4 pers.)

Tærtedej:

100 gr. hvedemel

50 gr. grahamsmel

80 gr. margarine

et nip salt

lidt koldt vand eller creme fraiche

Fyld:

120 gr. renset og hakket grønkål

1 rødløg, i tern

2 fed hvidløg, hakket

1 spsk. olie

½ tsk. salt

Peber

50 gr. revet hård ost

50 gr. flødeost

½ dl. fløde

2 æg

lidt salt og peber

25 gr. hakkede valdnødder

Hak margarine ud i melet tilsat salt og saml dejen med lidt koldt vand. Lad den hvile køligt ½ time (eller mere) Rul dejen ud og beklæd en tærteform (20 cm i diameter) og forbag bunden 10 minutter ved 200 grader.

Mens dejen hviler laves fyldet 🙂 Varm olien godt op og svits grønkål, løg og hvidløg nogle minutter og tilsæt salt og peber. Lad det hele køle lidt af. Riv osten groft og bland den med grøntsagerne. I en skål kommes æg, flødeost og fløde, salt og peber og det piskes godt sammen.

Når dejen er forbagt, kommes grøntsagsfyldet på og æggemassen hældes over. Bag tærten 15 minutter og kom så de hakkede valnødder over og bag 10 mere.

Lad tærten sætte sig et par minutter, og så er den klar til servering.

Vi spiste lidt laks til – det smagte ret godt 🙂 Og skal det virkelig opgraderes, så vil lidt lækker bearnaisesauce være prikken over i’et 🙂

God onsdag.

Jette