Hen over påsken har jeg også haft fødselsdag 🙂 Og som skrevet før, så går årene bare hurtigere og hurtigere – eller tallene i ens årstal løber i hvert fald hurtigt op ad.
Påskedag fyldte jeg 62 år. En dejlig dag at fejre fødselsdag på – de ydre omstændigheder er bare helt på plads. Og i år var dagen oplyst af det fineste solskinsvejr. Så jo, det var så fint at fylde år.
Jeg har ikke selv holdt en eneste gudstjeneste i påsken, har bare kunnet komme i kirken, læne mig tilbage og nyde musikken, salmerne og kollegaernes gode ord.
Påskeblomst! hvad vil du her?
Bondeblomst fra landsbyhave
uden duft og pragt og skær!
hvem er du velkommen gave? ….. (Den danske Salmebog 236,1)
Ordene er fra Grundtvigs skønne påskesalme. Og påskeblomsten er vor tids påskeliljer. Den fineste blomst her om foråret. Jeg nyder at synge om den, hvert år ved denne tid. Og tænker, når jeg ser dem stå i haver, langs grøfter og på kirkegårde – at den lille blomst fortæller så meget historie. Livet, der vælder op af jorden. Det, som ikke blev regnet for meget – var fyldt med værdi. Et billede på verdens frelser.
Så jo, at fejre fødselsdag påskedag er tillige at ane et glimt af evigheden.
Men helt nede på jorden igen – så kom familien til frokost – en grøn frokost. Jeg var egentlig helt godt tilfreds med menuen, men nu var det jo også mig, der stod bag 🙂
Der er ingen opskrifter i dag – men en anden dag følger opskriften på quinoa salaten.
Nu er det hverdag – en stille morgen med fugt i luften. Helt perfekt.
God tirsdag.
Jette
Skriv et svar