Indtil i går havde jeg aldrig hørt om det 🙂 Men de findes rundt omkring. Og der er flere end det umiddelbart ser ud til på Biavlernes hjemmeside Jeg mødte nemlig en i går, da jeg var ude at vikariere. Bække kirkegård havde et diplom ved indgangen, hvor der netop stod, at de havde en bi-venlig kirkegård. Og det lød da interessant 🙂

Graveren fortalte om, at han i samarbejde med menighedsrådet havde fået kirkegården omdannet til et godt sted for både blomster, mennesker og bier. I et hjørne på kirkegården stod tre bistader, som graveren passede og samlede honning fra. Og kirkegårdens tomme gravsteder var plantet til med blomster, som var gode for bier at færdes i.

En så fin ide – og vi var så heldige at kunne købe et glas honning med hjem.

Jeg synes, det giver så meget mening, når kirkegården kan tjene flere formål. At den både er et sted, hvor vi steder vore kære til hvile og siden kan komme og mindes dem der. Men at der så samtidig også kan være blomster, bænke og bier – som vidner om, at livet går videre – det er da en smuk tanke.

For nogle år siden var jeg på tur med mine gamle menighedsråd – og der mødte vi faktisk også en kirkegård, der tænkte i alternative baner.

Og på Klimafolkemødet hørte jeg om, at kirkerne er de tredje største jordbesiddere i Danmark. Så alene af den grund, giver det god mening at tænke over, hvordan kirken kan give miljøet og klimaet en hjælpende hånd.

Vel hjemme igen efter to fine gudstjenester – så var det tid til frokost. Og den bestod blandt andet af bruschetta på hjemmebagt foccaica brød. Brødet var gemt i fryseren, men hentet op, og så blev det ristet godt og så toppet med skønne tomater af egen avl 🙂

Det var en søndag fyldt med gode ord og oplevelser.

God mandag.

Jette