Endnu en gang har La Cucina Nada taget initiativ til en omgang madblogger udfordring. Det er virkelig et sjovt koncept og en super måde at afprøve egne evner på, og ikke mindst stifte bekendtskab med mange andre madbloggere!
Denne gang er temaet sommermad. Og rammen er, at besvarelsen skal indeholde tre givne elementer. I “Årstidens søde køkken” er der tale om:
Bær
Spiselige blomster/krydderurter
Chokolade
Inspirationen blev min gamle rosenbusk. Den står på terrassen og er sikkert blevet plantet, da præstegården blev bygget for små 100 år siden. Roserne blomstrer hvert år og dufter skønt. Jeg har dog aldrig brugt rosenblade før, men det blev så prøvet nu 🙂
Resultatet er en lille sommerlig bryllupskage!
Indhold: lagkagebunde, jordbær-rabarbermousse, chokoladeganache og marcipanovertræk. Pyntet med tørrede rosenblade og lyserøde marcipanroser.
Bund
2 æg, fra frodige høns – delt i blomme og hvide
100 gr. sukker
50 gr. kartoffelmel
40 gr. mel ( jeg brugte 15.gr. mandelmel og 25 gr. hvedemel)
1/4 tsk. bagepulver
Pisk hviderne stive, tilsæt sukker og pisk videre i 3 minutter – til en lækker tyk marengs. Tilsæt de øvrige ingredienser og vend forsigtigt rundt. Kom dejen i en lille springform (18 cm) beklædt med bagepapir.
Bages ca 30 minutter ved 150 grader. Køler af i formen, før den vendes ud. Når den er kold deles den i tre lag.
Kompot (langtidsbagt)
250 gr. rabarber i 1-2 cm stykker
150 gr. jordbær i kvarte
150 gr. lys rørsukker
1 tom vaniljestang
Kom rabarber, sukker og den tomme vaniljestang i et ildfast fad og sæt det i ovnen ved 75 grader. Dæk fadet med bagepapir. Efter 2 timer tilsættes jordbær og der røres forsigtigt rundt. Tilbage i ovnen og bager langsomt videre i 2 timer, mens duften breder sig i køkkenet 🙂
Mousse
2 dl. piskefløde
1 bl. husblas
+ ½ kompot
Sæt husblassen i blød i koldt vand – ca. et kvarter. Pisk fløden til flødeskum. Vrid husblassen for vand og smelt den med det vand, der hænger ved i mikroovn – det går lynhurtigt. Kom 2-3 spsk. saft fra kompotten sammen med husblas og rør grundigt sammen. Kom også et par skefulde flødeskum op til saft og husblas og rør sammen. Vend jordbær og rabarberstykker (saften skal ikke med) forsigtigt rundt i fløden, og kom til sidst husblas og saft i moussen, mens der forsigtigt røres rundt. Er nu klar til brug – ellers sæt den på køl.
Chokoladeganache til opsmøring
100 gr. piskefløde
100 gr. mørk chokolade, hakket groft
Bring fløden i kog og hæld den over chokoladen og rør det forsigtigt sammen til al chokoladen er smeltet og massen er helt fin og glat. Sættes på køl.
350 gr. overtræksmarcipan
Jeg lavede det selv, men det kan også købes færdigt. Opskrift kan ses her.
Tørrede rosenblade
Pluk bladene af et par rosenhoveder og læg dem på bagepair og tør dem i ovnen 1 – 2 timer ved 50 grader.
Samling af kagen
Læg en af lagkagebundene på det fad, kagen skal serveres på. Sæt ringen fra springformen omkring og kom evt. plastikfolie inden i. Kom halvdelen af moussen på, læg en kagebund, det sidste af moussen og den sidste bund øverst. Tryk let så fyldet fordeles og kagen bliver nogenlunde plan. Sæt kagen på køl mindst et par timer.
Tag chokoladeganachen ud af køleskab og rør den blød (giv den evt. et par sekunder i mikroovnen). Fjern springformens kant og evt. folie og smør hele kagen ind i chokoladganache. Og så tilbage til køleskabet en times tid igen.
Når kagen er godt kold og chokoladeganachen dermed er stivnet lidt, så lægges marcipanen på. Rul den ud og læg den forsigtigt på, og ret det til rundt om kagen. Her kom jeg virkelig på arbejde – og skal øve mig noget mere 🙂 Skær den overskydende marcipan af.
Og brug den til at lave små roser og blade af.
Til sidst pyntes kagen – marcipanroser, blade og de tørrede rosenblade sættes fast med en anelse hvid glasur.
Og så er kagen klar til at bliver serveret 🙂
Tak for udfordringen. Jeg deltager gerne en anden gang 🙂
God sommer
Jette
Anonym
Lækre komponenter i fin sommer-indpakning!
Skønt du gad at lege med, og dejligt at du er frisk på en fjerde runde,
Kh La Cucina Nada/MadbloggerUdfordringen
Jette Holm Rosendal
Kære Nada. Tak for hilsen – og kommentar.
Og ud over at være med giver det jo også rigtig meget inspiration at læse og se, hvad alle de øvrige madbloggere byder ind med.
Tak for denne gang – og på gensyn.
kh Jette