I virkeligheden er den både grøn og hvid 🙂 Men den er grøn på den bæredygtige måde 🙂

Jeg er så heldig at have en kollega i genbrugsbutikken, som har en flot og gammel have. Fyldt med forårsblomster og sommerblomster og til efteråret de fineste georginer.

Og at være frivillig er også at få talt med de andre i butikken, og nogen, jeg nok heller ikke lige ville være stødt på, hvis ikke det var for fællesskabet der. Men jeg fortæller jo ofte om byggeriet i Jelling, og om den noget tomme og bare jord, der ligger bag ved huset og bare venter på at blive fyldt med liv.

Jeg har jo sat et juletræ og de første små forårsbebudere, men de syner nu ikke af så meget endnu. Men nu har de fået selskab af nogle gode og solide Dorthealiljer. Min søde kollega – eller rettere hendes mand – havde gravet en helt spandfuld op, og dem kunne jeg så tage med hen i den nye have.

Det var så betænksomt og lige i husets ånd – at dele og genbruge. Så nu har jeg fået plantet liljerne – jeg delte klumpen – så lidt er nede ved huset og resten blev plantet oppe ved det lille juletræ. Nu står det ikke helt så alene mere 🙂

Størrelsen på dorthealiljerne afslører, at de er noget ældre og kommer fra en sund have. Nu håber jeg bare, at de falder godt til det her nye sted.

Men sikke en skøn grøn gave at modtage 🙂

God mandag.

Jette