Syværelset hos Jette – er både et fysisk rum 🙂 Men det er også navnet på en Instagram profil (syvaerelsethosjette) Og begge steder ses glimt af stof, kreationer og hjemmegjorte ting. Så følg gerne med 🙂
Bæredygtighed er i fokus. Også selv om det er et noget slidt ord i denne tid. Så vi kan måske tale om forbrug med omtanke i stedet for. Tøj med lang levetid. Eller tøj syet om fra noget andet.
Det sidste har jeg gjort flere gange. Jeg er blevet ret optaget af at sy tøj af gammelt sengetøj. Det kræver en psykisk overvindelse at gå i tøj syet af et brugt dynebetræk. Men når du først er kommet over det – så er der altså vildt mange sengetøjssæt til salg i genbrugsbutikker.
Og der er mange meter stof i et dynebetræk. Så man skal ikke være bange for at klippe forkert, der er stof nok til en del mere 🙂 Og prisen for dynebetrækket var 15 kr.
Weekenden er blandt andet blevet brugt på at sy en efterårskjole. Jeg kan godt li’ at gå i kjoler, men bryder mig ikke om strømpebukser – så det er lidt besværligt her om efteråret/vinteren. Så i stedet hedder det leggins 🙂 Det er bare ikke helt så elegant, men det må så være.
Men se lige min kjole. Den er grøn som græsset …. Og med et mønster af fine hvide blomster. Billedernes farve er ikke de bedste – og kjolen er nok også nærmest støvet grøn 🙂
Og selv om en kjole er syet af genbrugsstof, så kan der sagtens gøres noget ud af detaljerne. Jeg synes franske sømme er så fine – alle de ukurante kanter gemmes væk, og bagsiden bliver næsten lige så fin som forsiden.
Kjolen her er i dobbelt stof i toppen – for at gøre den lidt lunere her til vinter. Det tror jeg, at jeg bliver glad for, når temperaturen falder både ude og inde.
Nu er kjolen i hvert fald klar til den kommende fest – Peters fødselsdag.
God mandag.
Jette
Skriv et svar