Der har været fejret fælles fødselsdage i weekenden. Og jeg havde lovet at medbringe desserten. Det blev lidt en genganger – men i mine nye portionsglas, så blev det alligevel lidt anderledes. Jeg lavede en cheesecake uden husblas og i stedet for gele øverst kom der lidt bærkompot. De sidste brombær fra fryseren blev blandet med lidt jordbær, og så var der en lækker kompot. Og pyntet med lidt brændt hvid chokolade og et drys guldstøv – så var ældstebarnet glad 🙂

I mors dags gave havde jeg blandt andet fået nogle frøbomber. Små kugler fyldt med frø af vilde blomster, som man så kan smide rundt i naturen, hvor man synes, der mangler lidt blomster. I mit lille bed i Oles græsplæne er der en bar plet, hvor der ikke rigtig er kommet noget op. Så der blev smidt en lille frøbombe. Det er lidt som “Find Holger” – nu ser vi, om der også kommer blomster her med tiden.

Som emerita bliver jeg ind imellem inviteret med til festlige begivenheder. I går var det den nye provst i Billund, som skulle indsættes. Og i dagens anledning var biskoppen i Ribe også mødt op – så gejstligheden var vældig godt repræsenteret ved gudstjenesten. Alle præsterne gik ind i kirken i procession, med biskop og provst forrest – og bagerst gik jeg – som emerita. Det er helt fint, og man er aldrig i tvivl om sin placering i sådan en sammenhæng 🙂 Det hele var en fin og festlig gudstjeneste, som sluttede af med reception og taler.
Vel tilbage havde Ole fået svar på en coronatest – og den var positiv, så nu prøver vi at navigere i det felt.
God mandag.
Jette
VenterPaaVinBlog
Sikke lækkert – cheesecake i glas er min favorit, fremfor den skårne version.
Og god bedring til ham.
-A
Jette Holm Rosendal
Hej 🙂 Og tak for din søde hilsen til manden – det går den rigtige vej 🙂 Ja, det fungerer faktisk vældig godt med den portionsanrettede cheesecake. kh Jette