Igennem årene har jeg været med til mange luciaoptog. Store piger og små piger, der på fineste vis har været med til at synge julen ind og lyset op. Hver gang en fornøjelse, og oftest med bedsteforældre som de meget stolte tilskuere 🙂 I går var det dog en koncert med fokus på sangen, som jeg deltog i. Her medvirkede Billund kirkes pigekantori – og også her var der mange stolte bedsteforældre, som fulgte med. Det var nu også en stor fornøjelse både at medvirke og tillige lytte til.

Lucia brød hører til dagen i dag. Jeg har bagt en del forskellige – et par stykker ses her og her. I år ændrede jeg strategi og forsøgte mig med koldthævede luciaboller. Og de blev helt gode. Rosinerne blev inden i bollerne, og dejen blev kun rørt sammen – ikke æltet. Og det faktum er der en del, der sætter pris på. Mine boller blev sat på pladen af Ole, som også holdt øje med ovnen. Bollerne fik lige et minut til den gode side, men han gjorde jo bare, som jeg havde sagt. 12 minutter, hverken mere eller mindre 🙂 Men pyt – bollerne smager fint og har denne helt særlige smag af safran. En smag, der deler vandene, for den er lidt speciel. Men en gang om året, da synes jeg den hører til.

Og så blev tredje lys i adventskransen tændt. Nu skal jeg jo ikke skrive en eneste prædiken, så det med hverdage mellem helligdage betyder på en måde ikke så meget i år. Men jeg nyder alligevel, at der er så mange dage med adventsstemning og stadig god tid til juleaften 🙂

Det tredje lys har intet øje set,

det lyser gennem hjertesorgen

og melder, det umulige er sket,

det tredje lys er påskemorgen. (den danske salmebog 87)

Verset er fra en nyere adventssalme – hvor hvert vers fortæller om, hvad adventskransens fire lys beretter om. Og det tredje lys, lyser gennem hjertesorgen – hvilken smuk vending at begynde en ny uge med.

God mandag.

Jette