Jeg ville have skrevet om min tærte – men det bliver en anden dag. Ind imellem kommer der andre ting på tværs – i dag er der bare ikke lige energi til opskriftformidling 🙂
En smuk buket kom imellem. Jeg har været til møde med personale og repræsentanter fra menighedsrådet – et årligt møde, hvor sognets tilstand vendes, ønsker fremføres og ferieplaner bliver præsenteret. Et alt i alt informativt og godt møde.
Jeg havde bagt koldthævede boller – det er virkelig en smart ting. Dejen blev rørt sammen i aftes, sat bag i bagagerummet og kørt tværs over Jylland og her til formiddag var der så lune boller, da mødet begyndte. Det blev heldigvis også påskønnet 🙂
Jeg var inden mødet også lige en tur rundt i præstegårdens store og gamle have. Og det er så taknemmeligt at finde lidt blomster lige nu. Rhododendron, syrener og blomstrende hyld – sat sammen så blev det til en fin buket – lavet på få minutter. Men det er altså med til at løfte ethvert dækket bord, når der er lidt blomster at glædes over.
Sådan har jeg ikke altid tænkt – det er vist alderen, der gør sit 🙂
God onsdag.
Jette
Skriv et svar