Den nye sæson med udlejning af sommerhuset er gået i gang – og det er altid spændende at se, hvordan huset er blevet efterladt. Især her første gang 🙂 Men alt var som det skulle være, så det var lige til at gå til med hensyn til vask og støvsugning og andet, som følger i kølvandet på at låne sit hus ud.
Det første hold gæster havde efterladt nogle få rester i køleskabet. Nogen bliver irriteret over det – jeg synes det er ok, og bruger det, hvis det er muligt. Og det var det her. Der lå en hel uåbnet pose rucolasalat – med gult mærke, men ellers i orden.
Så mine planer omkring aftensmad blev ændret – og i stedet stod den på pastasalat med rucolapesto. Det skønne solskinsvejr indbyder til at lave salater. Det er en helt enkel salat med pasta, avocado, squash, rød peber og rucola. Alt sammen vendt i en marinade af citronsaft og olie, salt og peber. På et tidspunkt har jeg købt en pose med frosne bønner og kikærter, dem kom der også lige lidt med af 🙂 Super enkelt – og hvis du spørger mig, så smager det så dejligt.
Noget af rucolaen blev lavet til pesto. Det er let at lave og en god måde at få brugt lidt overskydende rucola på. Rucola bliver lynhurtigt lidt kedeligt at se på, når først der er åbnet for posen.
Pestoen her består af rucola, hvidløg, lidt hård ost, solsikkekerner og olie og en anelse salt. Det hele blendes til en fin pesto. Og den lyser da gevaldigt op og smager tilmed dejligt.
Pestoen kan holde sig nogle dage i køleskabet, så i stedet for at gå til spilde, blev den efterladte pose rucola til Stop madspild retter.
Det er forår, men stadig ret koldt om aftenen og natten, så brændeovnen er godt i gang 🙂 Jeg hygger mig med at holde ilden ved lige.
God onsdag.
Jette
Skriv et svar