I denne underlige tid, er der tid til at gøre noget, man ikke ellers gør 🙂 Så for første gang i mange, mange år har jeg lagt et puslespil. Og så var det ikke engang mit eget. Mandelgaven juleaften var et puslespil på 1000 brikker – og det blev Peter, der vandt det. Men han efterlod det hos Ole, da ferien var forbi, og så kunne vi lave det færdigt. 

For med så mange brikker, så tager det noget tid at få det lagt. Især når man er helt uerfaren inden for det felt. Men det har været godt at sidde ved og vende brikker og kigge på farver og former og så glædes, når en brik fald på plads 🙂 I weekenden blev det så endelig helt færdigt 🙂 Et fint motiv der emmer af sommer og ferie og fjernere himmelstrøg.

Nu ligger det og fortæller om timers fordybelse – inden det om kort tid bliver pillet fra hinanden igen, og så givet videre til andre, som gerne vil samle det igen. For jeg har det sådan, at et puslespil samles kun en gang, så må der en ny udfordring til. Men om det bliver i denne lock down, ved jeg ikke.

Fridagen i går bød på formiddagskaffe i et lille godt selskab. Og jeg tænkte, at der måtte gerne komme lidt grønt fra haven på bordet. Men det er ikke tid for mange blomster lige nu. Men små grønne grene kan nu også noget. Og de små Kähler vaser, som vi fik i bryllupsgave, de er perfekte til små opstillinger. Så på en regnvåd og grå mandag, da skabte de grønne grene lidt håb om lysere tider. 

Og hvor jeg glæder mig til forår – det er jeg vist ikke ene om 🙂

God tirsdag.

Jette