Det er blevet november. Og udenfor blæser det og nogle blade flyver rundt, andre har fundet sin plads på græsplænen.

November begyndte i går med Alle Helgens dag – en eftertænksom dag, hvor vi i kirken mindedes de mennesker, der det sidste år er blevet bisat eller begravet i vores kirke. Vi havde i år valgt ikke at skulle synge – det gav plads til lidt flere personer i kirken – men jeg savnede nu at synge sammen. Hvis vi havde kunnet synge, skulle vi blandt andet have sunget disse ord:

“Som solskin over mark og hav

som forårsblæst og gyldent rav

var hvad du var og bragte.

Alt godt blev til. Jeg så min vej

var den, der skulle gås med dig

så langt som livet rakte.” (Jens Rosendal)

Sangen har titlen: Kærlighedssang ved tab, og er så at sige slutningen på sangen: Du kom med alt det der var dig. Det er en vemodig sang, men som meget fint også får formuleret taknemmeligheden og glæden ved den tid, man fik sammen med et andet menneske – så langt som livet rakte. 

Eftertænksomheden sidder fortsat lidt i kroppen, så jeg nyder en langsom start på dagen.

Der er blevet strikket lidt på mit sjal. Det går langsomt fremad – og som Ole konstaterede, “det er vist ikke på tid” – og nej, det er et ikke 🙂 Det er bare et godt arbejde at sidde med i hænderne ind i mellem. Og efterhånden er sjalet blevet så stort, så bare det at få strikket en enkelt omgang tager ret lang tid. Men der dukker da flere og flere natsværmere op 🙂

Om lidt går jeg udenfor – det er så mildt, at en tur med traveskoene på ligger lige for. 

God mandag.

Jette