Det er måske nok en tilsnigelse at kalde det solgul – men i hvert fald så lyser en ny portion hjemmelavet appelsinmarmelade op på en lidt grå januardag 🙂

Appelsiner er lækre og gode på denne tid – og fine at bruge i marmelade. Hvis man altså synes om en fyldig og let bitter smag. For det er kendetegnende, hvis man selv laver appelsinmarmelade, at der kommer en snert af noget bittert. Jeg synes det giver kant til marmeladen 🙂

Stoffet, som giver bitterheden sidder i det hvide lag under skallen – så måske jeg skulle prøve næste år at skære lidt af det hvide af? Jeg overvejer 🙂

Men i år bliver det den almindelige udgave, der nydes til morgenmaden. Jeg fik lavet fire små glas, så der er også et par at give i gave – til en, der sætter pris på denne slags marmelade.

Og uanset hvad, så er farven fin.

Mine glas er igen genbrug – jeg er jo velsignet med en kælder, og dermed plads til at gemme glas. De tre af glassene her har før indeholdt honning 🙂

Hjemmelavet appelsinmarmelade er en anden ting, der kan bringe glæde her i januar – i går fortalte jeg om silkehønseæg, dem bliver jeg også bare glad for at finde 🙂

God onsdag.

Jette