Det er bare sæson for jordbær nu – de ser ud som nye jordbær skal, de dufter og smager dejligt. Og så lyser jordbær op på enhver kage. Som til et langt menighedsrådsmøde med blandt andet budgetlægning på dagsordenen 🙂
Forleden lavede jeg mørdej, og brugte noget til en rabarber kage. I går brugte jeg resten til denne jordbærtærte. Den er let at lave.
Ud over tærten var der til mødet også grove boller og en hvid pizza med løg og asparges. Den synes jeg er vældig god på denne tid af året. Og asparges har kun kort tid tilbage, så stopper høsten af friske asparges. Så det er med at nyde dem 🙂
Jordbærtærte (8 pers.)
Mazarinmasse
125 gr. rørsukker
1 tsk. vaniljesukker
100 gr. smør
75 gr. mandelmel
50 gr. hvedemel
2 små æg
Rør sukker, vaniljesukker og smør godt sammen. Tilsæt æggene et ad gangen og pisk godt mellem hvert æg. Kom mel og mandelmel i dejen og vend det hele godt sammen.
Rul mørdejen ud og beklæd en tærteform (21 cm i diameter) med dejen. Der vil være dej i overskud – gem det i køleskab til en anden dag 🙂
Fordel mazainmassen i formen og glat den ud. Bag tærten ved 175 grader ca. 40 minutter. Lad den køle af i formen.
4-500 gr. jordbær
Ribsgele
Rens jordbær og del dem i halve. Tag den kolde tærte ud af formen og sæt den på et serveringsfad. Fordel jordbærene på kagen, de må gerne toppes lidt op.
Lun 1 dl. ribsgele og fordel den over jordbærene.
Det blev en fin og farvestrålende tærte. Jeg synes, dejen måske godt kunne have været lidt mere fast – men den smagte nu fint trods alt 🙂
På en lunefuld sommerdag.
Jette
Skriv et svar