Til foredrag – ja det er vist lidt en tilsnigelse at kalde arrangementet for et fordrag. I hvert fald var aftenen ikke et foredrag i traditionel forstand. Men det var underholdende og interessant, og gav et indblik i et menneskes historie, som var ganske særlig.
Jeg har lige konsulteret Wikipedia, og der forklares et foredrag som en mundtlig præsentation af et emne. Og et causeri er en fremlæggelse af noget i en let, underholdende og som regel meget personlig stil. Og det passer perfekt på i aftes 🙂
Forsamlingshuset var fyldt til sidste plads – langt de fleste kendte hinanden i forvejen. For sådan er det i et meget lille samfund, da støtter man og bakker op om lokale initiativer. Som oftest. Og da især når det var en så spændende person som Jacob Haugaard.
Hans tilværelse har været rutschebane ture med højdepunkter og lavpunkter – og man må virkelig respektere og beundre ham for, at han stadig står solidt på sine fødder.
Det var historien om de første mange skoleår at stå udenfor døren, fordi han talte for meget. Omkring druk og stoffer – indtil konen smed ham ud, og han gik i behandling. Familien blev samlet, og han blev til alles store overraskelse valgt til folketinget. Det højeste embede i Danmark, som han sagde. Der var langt fra blomsterkummen i Århus til entreen på de bonede gulve og audiens hos dronningen.
Hans største drøm var at blive berømt og lave et hit – begge dele er lykkedes for ham. “Det hammer hammer fedt” – den melodi er der blevet skrevet mange festsange over. Og berømt – og kendt – jo det er han også. I vores tid meget for sit store engagement i Grøn koncert og muskelsvindfonden. Den står naturligt hans hjerte nær, da hans egen søn døde af netop den sygdom for år tilbage.
Foredrag eller ej – man sidder tilbage med fornemmelsen af at have mødt et ægte og ærligt menneske. En person der vil livet og plæderer for ikke at tage alting for tungt og alvorligt. Som han sagde om mange af hans sangtekster – det er virkelig noget værre vrøvl, men det rimer!
Det var en hyggelig aften – med masser af grin og god stemning. Og så er det jo bare altid godt at opleve noget andet 🙂
God onsdag.
Jette
Skriv et svar