Så blev jeg færdig med endnu et DIY projekt. Det er nu ikke så tit jeg er i gang med et sådant. Men på et præstegårdssyn i foråret blev jeg bevilliget et nyt spejl/skab på det toilet, jeg bruger mest. Der var et arrangement fra 70’erne vil jeg tro – sådan et med et lille skab i siden og et spejl og hylde integreret med. Jeg har ikke taget noget billede, men af storhed er det nu ikke, at det er blevet skiftet.
Jeg måtte gerne selv stå for indkøb – så jeg valgte en spejl med led lys rundt om.
Men så manglede der jo et skab! Genbrugstanken har efterhånden bundfældet sig, så jeg gik på jagt i den blå avis efter et lille skab, der kunne bruges. Og fandt et på Midtfyn til 200 kr. Så det blev hentet, og har nu stået et stykke tid – uden at der skete det store 🙂 Men eftersom det stod i konfirmandstuen, og konfirmanderne kommer på tirsdag, så var det ved at være på tide at få projektet afsluttet. Og det er det så nu.
Sådan så skabet ud, da jeg fik lågen af og havde brugt noget sandpapir på overfladen. Det havde været malet med noget besynderligt maling som nærmest krakelerede, særlig kønt synes jeg ikke det var 🙂
Skabet er blevet malet hvidt indvendigt, og så malet grøn udvendig. Af flere omgange. For først havde jeg været i Jem og Fix og fundet noget maling, der hed vintagegrøn. Og tænkte, det var lige den farve jeg gerne ville have.
Det var det så ikke!
Så gik turen til farvehandleren, som jo havde hundrede forskellige kombinationsmuligheder og nu fik jeg farven museumsgrøn med hjem. Det var bedre!
Så nu er skabet blevet den farve, jeg gerne vil have. Og udseendet er gammelt og passer fint til en 100 år gammel præstegård. Gamle hængsler og en porcelænsknop.
Nu mangler kun det sidste – at skabet kommer op og hænge 🙂 Men mon ikke der kommer en handymand forbi med et par rawplugs og en boremaskine? Det vil i hvert fald gøre en forskel!
Dejligt at projektet lykkedes. Det er lidt sjovt ind i mellem at gøre noget helt andet, end at skrive på en prædiken eller bage et brød 🙂
God torsdag.
Jette
Skriv et svar