Jeg synes ofte det ender med, at der er en enkelt banan tilbage, der bare ikke bliver spist – og den ligger og bliver mere og mere prikket og til sidst næsten helt sort. Et lidt trist endeligt for en banan. Men i en banankage får den nyt liv 🙂

Så selv om det vrimler med årstidens frugt – så blev det en lille bitte banankage, der blev bagt i går. Opskriften har jeg prøvet før – denne gang blev den blot endnu mindre. For at se om det kunne fungere. For udfordringen med de fleste opskrifter er – i hvert fald hvis det kun er dig, der skal spise kagen – at opskriften ofte er til 8 – 10 personer. Og at spise den samme kage i så mange dage, det er heller ikke interessant 🙂

Derfor prøver jeg tit med de meget små opskrifter – og ser hvordan det går.

Og det gik godt – nu var problemet blot, at jeg ikke havde så lille en form. Så dejen blev fordelt i børnenes gamle forme – julemand og julesok 🙂 Og så blev bagetiden reduceret til ca. ½ time.

Kagen her er krydret og dufter næsten af jul. Så man kan sige at form og duft passer sammen 🙂 Men det var ikke helt meningen at tankerne skulle spores den vej.

Men selv i september smager kagerne fint.

Og så blev den banan brugt.

Men det lykkes langtfra at få brugt al den frugt, der er i haven – æblerne ligger på græsplænen til stor fornøjelse for grimme snegle. Og blommerne hyggede hvepsene sig med, og hyldebærene har fuglene vist nydt godt af.

Men jeg tænker, at det trods alt er en del af naturens kredsløb, så helt galt er det ikke. Men vi er velsignet ved at bo i et land, hvor der bare er nok af alting.

God onsdag – på en endnu en flot septemberdag.

Jette