Det er bare ikke årstiden for lette salater. Tomat, agurk og salatblade det gemmer jeg til sommer – og glæder mig til at nyde dem i solskin og udenfor 🙂

Men en bagt vintersalat er til gengæld et hit her midt om vinteren. Og hvis du er fan af bagte grøntsager og blød feta – så bare læs videre 🙂 Det er ikke en helt præcis opskrift, det er mest “på slump” og du kan bruge det, du lige har i køleskabet af faste grøntsager. Til to personer brugte jeg:

Bagt vintersalat (2 pers.)

50 gr. belugalinser (koges efter posens anvisning)

3 kartofler, i tern

3 gulerødder, i små stænger

1 pastinak, i mindre stykker

1/3 butternut squash, i solide tern

10 rosenkål, i kvarte

2 spsk. olie

100 – 150 gr. feta i grove tern + lidt olivenolie

salt og peber

2 spsk. græskarkerner, ristet på en tør pande

Serveres med en dressing af creme fraiche rørt op med lidt sød chilisauce.

På en plade med bagepapir kommes kartoflerne og de vendes med 1 spsk. olie og drysses med salt og peber. Bages ved 200 grader i 10 minutter. Så tilsættes de øvrige grøntsager og fetaen – men ikke rosenkålen. Kom det sidste olie over, lidt mere salt og peber og vend rundt. Fetaen dryppes med nogle dråber olivenolie. Hele herligheden sættes i ovnen igen og bager videre i 15 minutter – pladen tages ud og rosenkålen kommes ved, og det hele bager ca. 5 minutter mere. Tages ud af ovnen og de kogte belugalinser vendes i.

Anret salaten på et pænt fad og drys græskarkernerne over. Og så er der den lækreste bagte vintersalat. Den kan spises som den er, eller den kan serveres som tilbehør.

Velbekomme.

God onsdag.

Jette