I bred forstand 🙂
Øverst er alterbuketten fra i går. Lilla tulipaner og grene fra kirkegårdens træer – så fint. Enkelt og yndefuldt. Efter gudstjenesten blev konfirmandernes ikoner afsløret – og inden da havde vi sunget salmen Her vil ties, her vil bies. Og her hedder det blandt andet:
“Dagene længes, vinteren strenges
vinteren strenges. Og det er svart….”
Og sandt er det, at dagene længes – og hvor er det skønt. Om vinteren strenges, ved jeg ikke helt – selv om vejrudsigten vist spår koldere dage. Men det vigtige er, at dagene bliver længere. Jeg nyder det.
Og jeg kigger efter små forårsbebudere rundt omkring. Her i Oles have er det mest små vintergækkespirer der ses – og en enkelt i fuld blomst. Hvor er den fin 🙂
Guds nåde er en vintergæk ….
og er du ved at dø af skræk
så plant den i din have.
(Simon Grotrian)
Sådan lyder et par linjer i en nyere salme. Og ja, jeg tror virkelig Gud ser til os nordboere og indgyder håb – vintergækken bryder gennem den mørke vinter og lysere tider er på vej.
Og plant vintergækker i din have 🙂 Jeg har plantet en del i barnebarnets have – og de er heldigvis også kommet op, og minder om, at foråret er på vej.
I haven ved huset i Jelling – er der ikke meget. Men masser af bar jord, så når jeg ser mit snit til det, planter jeg en plante eller en blomst. Det er ikke sikkert, den står det helt rigtige sted, men så kan den jo flyttes – og lige nu giver det bare en anelse liv til haven.
Forleden var det en julerose og et juletræ, der fik rodfæste i haven. Det lille grantræ købte jeg før jul, hængte lyskæder på det, og nu – hvor julen er vel ovre – så kom træet ud af potten og plantet i jorden. Så nu er der to træer i haven.
God mandag.
Jette
Skriv et svar