I ugen efter at min mor døde, var det ikke bagning der lå først for. Og appetitten og lysten til kage var heller ikke så stor.

Men livet og dagene går jo på forunderligvis videre. – Så en dag forsøgte jeg mig med en mazarintærte lavet i min mors gamle køkken og med hendes noget ramponerede vægt, hvis nøjagtigste interval hed 50 gram. Og opskrift havde jeg ikke rigtig nogen af – så derfor er denne opskrift mest af alt min egen 🙂 Og det er vel også en form for sejr.

Og rullen til at rulle mørdejen ud med – var et kapitel for sig. En mega tung marmorrulle! Den slags var meget fremme en årgang – mon ikke det var i  80’erne? Og de har heldigvis fået nogle værdige afløsere siden da.

Nu er jeg tilbage i eget køkken og med min nye vægt ved hånden, så blev det hele mere nøjagtig vejet af.

Lækker mazarintærte

Mørdej

125 gr. smør

80 gr. flormelis

260 gr. mel

1 æg, lagt af en glad høne

½ tsk. salt

1 tsk. vaniljesukker, gerne hjemmelavet

Smuldr smørret i mel (jeg bruger min gamle foodprocessor, den er virkelig en hjælp her). Tilsæt flormelis, vaniljesukker og salt – og saml dejen med ægget. Der skal ikke æltes, bare samles til en lækker og blød dej. Sættes på køl, mindst en time.

Udrulles forholdsvis tyndt og lægges i en lagkageform eller tærteform. Min form er 25 cm i diameter.

Mazarinmasse

85 gr. sukker

150 gr. smør

225 gr. marcipan

2 æg fra friske høns

1 tsk vaniljesukker ( gerne hjemmelavet)

½ tsk. salt

1 spsk mel

Riv marcipan og rør det med sukker, vaniljesukker og smør. Tilsæt æggene et ad gangen og pisk grundigt mellem hvert æg. Til sidst vendes mel og salt i. Fordel massen oven på mørdejen, jævn den lidt ud.

 

 

Bages ved 175 gr. ca 35 minutter. Min blev bagt ved 190 gr. men jeg synes den blev lidt for mørk, derfor vil jeg prøve lidt lavere temperatur næste gang.

 

Toppen

 

75 gr. hakket mørk chokolade

1 spsk. hakkede pistaciekerner

 

Når kagen er bagt fordeles chokoladen på den varme kage, smelter og smøres forsigtigt ud.

Drys til sidst de hakkede pistaciekerner over.

Jeg syntes selv kanterne var blevet lidt mørke – og nok også lidt buede. Men Peters første kommentar, da han så kagen var: Sikke en pæn kage! Nå, så var det måske ikke helt så ringe endda 🙂

 

Nu glæder jeg mig til at servere den – og smage den.

 

Jette