Oven på en weekend, der bare er gået lidt slag i slag – og med et par feriedage lige om hjørnet – er det rart bare at bage noget helt stille og roligt 🙂 Et brød af mit lækre Egeskov Mølle mel.

Jeg har været en tur nordpå, og havde noget af rouladen med, og den faldt i god jord. Der var noget trygt og genkendeligt over den. Og så smagte den også bare fint 🙂

Feriedagene, jeg lige nævnte, kommer der lidt mere om i morgen – forventingen er helt i top. Så de næste par dage går med lige at blive klar og passe ens arbejde – så bagning bliver der desværre ikke så meget af.

Møllehjulsbrød med rosiner

1½ dl. surmælksprodukt ( tykmælk o. lign)

½ dl vand

1 spsk. honning

1 lille tsk. salt

15 gr. gær

1 spsk. olie

1 æg, fra en glad høne

25 gr. rosiner (kan udelades)

150 gr. Egeskov Mølle mel ( eller andet fuldkornsmel)

ca. 150 gr. almindeligt hvedemel

Rør gæren ud i væsken og tilsæt det øvrige – men hold lidt af hvedemelet tilbage. Ælt dejen sammen til den er fin og blød – sættes til hævning ca. 2 timer.

Ælt dejen godt igennem og form den til en krans, et hjul. Læg den på en bageplade med papir og tryk hjulet lidt fladt. Rids det i felter, pensl med vand og drys evt. med forskellige frø.

Efterhæver mens ovnen varmer op til 200 grader. Bages ca. 20 minutter – og kommer ud af ovnen og ser helt anderledes ud 🙂

Forstået på den måde, at brødet hæver fint op og sammen, så det er umuligt at se, at det nogensinde har været formet som et hjul med et hul i midten 🙂

Så øv, at jeg ikke fik taget et billede, før jeg satte det i ovnen.

Men man må vist bare lære af sine fejl og så i øvrigt huske på, at brød er noget levende og til tider ret så selvrådende!

Men sikke en skøn dag – med septembers blå himmel og solen, der varmer helt vidunderligt.

Jette