Børnebørn er en gave 🙂 Det tror jeg alle, der har sådan nogle, vil skrive under på. De giver nyt liv til familien, de er elskelige og nysgerrige – og som bedsteforælder bliver man mindet om, da ens egne børn var små. Børnebørn er en gave – og om lidt er jeg velsignet med tre af slagsen 🙂

Christine er første barnebarn, og helt fra begyndelsen har jeg været så heldig at have en mormordag om ugen. Både dage, hvor jeg har passet hende alene, og dage, hvor resten af den lille familie også var hjemme.

Men i går var en særlig mormordag. For det lille menneske skulle på besøg i huset – alene. Hendes mor afleverede hende, og så håbede vi det bedste. Og det gik så godt. Et par tårer blev tørret af kinden, da hendes mor kørte – men derefter var det bare godt humør og tid til at være, opleve og opdage.

Jelling er en historisk by, og for ganske nylig var dronningen på besøg og var med til at nedlægge en flise, i anledning af at den sidste del af palisaden var blevet lavet færdig.

Så i går gik opgaven ud på at finde den flise 🙂 Christine var nok egentlig lidt ligeglad med, hvad vi skulle finde – men var med på ideen og charmerede alle hun mødte 🙂

Og vi fandt stenen – eller rettere stenene. For der var flere, og med runer var der skrevet:

Margrethe Dronning lagde denne sten tusind somre efter Harald – det år da Frederik blev konge.

Det er da lidt af historiens vingesus, der mærkes her 🙂

Og i går oplevet af et lille menneske på 2½ år – i solskin og smukt efterårsvejr. Om hun husker det senere er tvivlsomt – men det gør hendes mormor.

God weekend.

Jette

ps. på billedet øverst står der: Margrethe Dronning