Hvor var det fint vejr i går. Tænk at skrive om det 🙂 Men det har bare så længe været gråt, vådt og trist – så at se solen skinne det meste af dagen, det hjælper på alt.
Noget af fridagen blev derfor brugt på en tur ud i det blå. Der er masser af skønne steder her omkring, og et af mine yndlings steder er Hindsgavl og Lillebæltsstien. At gå i skov langs med Lillebælt – det er bare så fint.
Solen står lavt, så skyggen bliver lang 🙂
Hindsgavl halvøen er en historisk vigtig plet – her lå i fordums tid et slot på toppen af en bakke – omgivet af en voldgrav og Lillebælt. Nu er der kun stensætninger tilbage og stejle trappetrin – og en flot udsigt, når man når toppen.
Ruten jeg gik på i går er en del af Lillebæltsstien – en ca. 25 km lang vandrerute, der følger Lillebælt langs vandkanten. Jeg har endnu til gode at gå hele strækningen, men det sker en dag. Den begynder lige uden for Gamborg kirke, så det er bare om at sætte i gang 🙂
Vel hjemme igen fik jeg lavet lidt flere dekorationer – jeg har jo målet med en dekoration i hvert vindue i præstegården. Jeg tror ikke helt det kommer til at ske, men der er kommet flere til. Og kalenderlyset kom på plads med selskab af lidt gran og kogler. Men jeg er allerede bagefter 🙂
Tiden løber bare hurtigt her i december – det er vældig hyggeligt.
God tirsdag.
Jette
Skriv et svar