Haven i Jelling har haft bøgehæk på de tre sider siden sidste år. Og den er godt på vej. Men på en firkantet grund – og kun med hæk på tre sider – så er det ikke sikkert at lukke en hund ud 🙂 Så den sidste måned har Alba kun været luftet i snor – og det er gået fint, men jeg tror, hun har glædet sig til igen selv at kunne bestemme retningen 🙂

Og det kan hun nu. I weekenden blev der både plantet kirsebærlaurbær (genolia) og sat et kastanjehegn op (som så i øvrigt er lavet af grene fra et hasselnøddetræ :-))Begge dele har været med til at sætte sit præg på den nye have.

Jeg har længe gerne villet have et kastanjehegn – jeg synes, de er fine og rustikke på samme tid. De kan købes højere end det, jeg har valgt. Til gengæld kan jeg fint skræve hen over det – indtil der på sigt kommer en eller anden låge i. Indtil videre kan det åbnes ved at løsne en elastik 🙂

Laurbærbuskene var rimelig store og fyldte godt – så vi endte med at have fire i overskud. Nu står de på kanten til den vilde have. Og er med til at skabe lidt rum i haven. Alt hvad der rager lidt op er med til at bryde blikket og gøre det hele lidt mere interessant, så jeg er godt tilfreds med de nye planter. På sigt kan de også give lidt læ – og det er der ikke for meget af endnu 🙂

Og vejret var vådt og blæsende – men egentlig ret perfekt til at plante i. Så jeg tror planterne var glade, og Alba også meget godt tilfreds – selv om hun ikke er så begejstret for regnvejr 🙂

God tirsdag.

Jette