Juletræ – det er nok en overdrivelse. For det er toppen af et grantræ, der var blevet kørt ned og lå noget forpjusket med en del grene nede i mudderet. Ingen kunne bruge det træ til noget – sådan ude i verden. Men i min lille verden har det nu fået et nyt liv. Toppen blev savet af og sat i en potte med jord. Så skyllede jeg det værste mudder af og fik så sat en lyskæde på og vendt den pæne side ud ad 🙂 Så nu står det på den halvt færdige terrasse og lyser noget så smukt. Og fortæller på sin egen måde, at der er sket noget siden december sidste år.
På mit kontor i Sønder Omme har præsten, jeg vikarierer for, været på færde. Hun har pyntet op både ude og inde – det er virkelig hyggeligt. I et af vinduerne hænger denne fine engel – den er meget velkommen.
Og endelig – så er det første lys jo blevet tændt i adventskransen. Kirkens krans er en smuk håndbundet grankrans med lilla bånd og fire solide led-lys. Det er ikke helt som et stearinlys – men det er noget lettere at tænde med fjernbetjeningen, og der er ingen brandfare. Så jeg nyder synet af den fine adventskrans – og tæller ned. Med lys, der kan illustrere decembers forventning: med både håb, venten, længsel og glæde.
Glædelig adventstid.
Jette
Skriv et svar