diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Måned: december 2024

Glædelig jul 2024

Her, fjerde søndag i advent, er det blevet tid til at ønske dig, der læser med her – en rigtig glædelig jul. Nu er alle fire lys blevet tændt, og der er kun et par dage til, at det hele går løs.

Og som min kirkesanger skrev i dag – på gensyn på tirsdag til en festlig dag 🙂

Og det har hun jo ret i. Det er en festlig dag. Der er glæde og forventning, der er sang og velkendte ord. Og alt sammen skaber det et rum for at himmelsk tid og jordisk tid kan falde i slag.

Himlens lys kom i dig til jord,

skinner til ny oplysning stor,

godt kan vi nu ved nattetid

kende som børn vor Fader blid.

O, Gud ske lov! (Den danske salmebog 108,4)

Julen bringer os bud om, at Himlens lys er kommet til jord. På den mørkeste tid på året – det har netop været vintersolhverv – tændes lys i skyggers land. Gud trådte ind i vores verden – som et barn, lagt i en krybbe. Denne utrolige hændelse danner klangbund for vores jul.

Fantastisk – og derfor bliver juleaftens dag en festlig dag. Salmer klinger i vort sind, og gode ord kommer til os. Det nære, det kendte og elskede skinner i et højtideligt skær.

Det lille juletræ står i det nye hus i Jelling. Også selv om vi ikke skal være her juleaften – så skal der et juletræ ind i stuen. Og nu pyntet med stjerner og kugler i mange farver. Festligt ser det ud 🙂

Glædelig jul.

Kærlig hilsen

Jette

Luciadag

Datoen er den 13. december og julen nærmer sig med hastige skridt.

Fredag er også tid til min vagt i genbrugsbutikken – og så var det oplagt at bage lidt Luciabrød. Så efter en del søgen i bunden af køkkenskuffen, så fandt jeg lidt safran, og så satte jeg i gang. Og nu dufter køkkenet dejligt af nybagte luciabrød.

Nu håber jeg blot at mine kollegaer i butikken også synes det er lidt sjovt med den slags brød i dag 🙂

Opskriften er fra gemmerne, men den fungerer stadig. Brødene er pyntet med rosiner, men de er ikke så gode at bage – men lidt fint ser det ud.

Og til sidst lige et enkelt glimt af noget nyt julepynt. Et besøg på julemarked resulterede i, at det lille fine strikkede juletræ kom med hjem. Et juletræ med stamme af en korkprop! Jeg er så imponeret over, hvad kreative hjerner ind imellem kan udtænke 🙂

God weekend – og tredje søndag i advent.

Jette

Juletræ og adventskrans

Juletræ – det er nok en overdrivelse. For det er toppen af et grantræ, der var blevet kørt ned og lå noget forpjusket med en del grene nede i mudderet. Ingen kunne bruge det træ til noget – sådan ude i verden. Men i min lille verden har det nu fået et nyt liv. Toppen blev savet af og sat i en potte med jord. Så skyllede jeg det værste mudder af og fik så sat en lyskæde på og vendt den pæne side ud ad 🙂 Så nu står det på den halvt færdige terrasse og lyser noget så smukt. Og fortæller på sin egen måde, at der er sket noget siden december sidste år.

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal