Her, fjerde søndag i advent, er det blevet tid til at ønske dig, der læser med her – en rigtig glædelig jul. Nu er alle fire lys blevet tændt, og der er kun et par dage til, at det hele går løs.
Og som min kirkesanger skrev i dag – på gensyn på tirsdag til en festlig dag 🙂
Og det har hun jo ret i. Det er en festlig dag. Der er glæde og forventning, der er sang og velkendte ord. Og alt sammen skaber det et rum for at himmelsk tid og jordisk tid kan falde i slag.
Himlens lys kom i dig til jord,
skinner til ny oplysning stor,
godt kan vi nu ved nattetid
kende som børn vor Fader blid.
O, Gud ske lov! (Den danske salmebog 108,4)
Julen bringer os bud om, at Himlens lys er kommet til jord. På den mørkeste tid på året – det har netop været vintersolhverv – tændes lys i skyggers land. Gud trådte ind i vores verden – som et barn, lagt i en krybbe. Denne utrolige hændelse danner klangbund for vores jul.
Fantastisk – og derfor bliver juleaftens dag en festlig dag. Salmer klinger i vort sind, og gode ord kommer til os. Det nære, det kendte og elskede skinner i et højtideligt skær.
Det lille juletræ står i det nye hus i Jelling. Også selv om vi ikke skal være her juleaften – så skal der et juletræ ind i stuen. Og nu pyntet med stjerner og kugler i mange farver. Festligt ser det ud 🙂
Glædelig jul.
Kærlig hilsen
Jette
Jytte Hansen
Du ønskes også en rigtig glædelig jul
Jette Holm Rosendal
Tak for din hilsen 🙂 og hermed er det tid til at ønske godt nytår – og tusind tak for, at du læser med. kh Jette 🙂