Instagram kan noget 🙂 Der dukker hele tiden spændende billeder op – og man kan bruge ret meget tid på at kigge med på andres ideer og gøremål. Og det har jeg så gjort igen 🙂
Denne gang faldt jeg over de lækreste boller bagt med rabarber og marcipan – og sat tæt sammen, så de kom til at minde lidt om hveder. Og med helt nye rabarberstængler i haven, så måtte opskriften da prøves. Jeg lavede en lidt mindre udgave. Den oprindelige finder du her.
Boller med rabarber og marcipan (6 stk)
10 gr. gær
2 spsk. koldt vand
1 æg
1 dl. yoghurt (eller andet surmælksprodukt)
1½ spsk. sukker
½ tsk. salt
25 gr. smeltet smør
50 gr. grahamsmel
200 gr. hvedemel
50 gr. rabarber
40 gr. marcipan
Flæk rabarberstænglerne på langs og skær dem i så stykker. Del marcipanen i små tern.
Kom gær i en skål sammen med vand og yoghurt og rør det sammen inden resten af ingredienserne tilsættes – vent dog med det sidste mel og rabarber og marcipan. Når dejen er rørt godt sammen tilsættes de sidste ingredienser.
Lad dejen stå og hæve med et klæde over – en 2-3 timer på køkkenbordet.
Kom dejen ud på bordet og skær den ud i seks boller og form dem med løs hånd og mel på hænderne til små boller. Sæt dem ret tæt på en plade med bagepapir. Lad dem hæve knap en time inden de bages 14-15 minutter ved 200 grader.
Og huset dufter og bollerne smager bare godt 🙂 Og de kan fint ristes som en hvede, hvis du har lyst til det 🙂
God weekend.
Jette
Skriv et svar