Jeg læste forleden, at der er rigtig mange mariehøns for tiden. Så det var helt naturligt, at jeg også fandt en lille fin mariehøne udenfor i går. Den sad ovenpå æbler, der var på vej på komposten. Æblerne kunne ikke holde sig længere – og jeg havde ikke nået at få dem brugt (æblerne havde været sat til opbevaring i en kølig hal)

Varmen og solen får mariehønsene til at vågne, og nu vender de tilbage til naturen – og det er godt, at der er mange af dem. Både fordi de er så fine, men også fordi de senere hen gør kål på en masse bladlus.

Jeg er ret vild med mariehøns. Synes bare de er fine. Og synger ofte sangen om Mariehønen Evigglad, når jeg er sammen med barnebarnet 🙂

Og en tur på byggepladsen afslørede at maleren virkelig havde været flittig. Og dygtig. Det fineste stykke arbejde var udført og vi har nu et hus, der er helt nymalet. Hvor er det dejligt. Nu tørrer det og så kommer mureren forbi sidst på ugen og begynder at lægge fliser i gang og på badeværelse. Og murer en brusekabine – med sæbehylde 🙂 Det er mit store ønske – tænk at få en indbygget hylde til at stille shampo og sæbe på, så det ikke længere skal stå på gulvet 🙂 Det er luksus.

Der er kun grund til at være glad – og med det smukke solskinsvej og lune temperaturer, så går det helt af sig selv.

God mandag.

Jette