Jeg har aldrig troet, at jeg skulle eje en robotstøvsuger 🙂 Det har ligget uden for min forestillingsevne, hvordan sådan en ville klare støvsugningen.
Men nu har jeg fået købt mig en. I Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Billund, var der kommet sådan en ind – gode mennesker havde betænkt butikken, da der skulle ryddes op.
Og det jeg faldt for, da jeg så den, var at den tværs over havde en stor gul seddel, hvor der stod:
Jeg er gammel 🙂 Men ikke ret meget brugt.
Og den så virkelig også fin ud – de små børster havde næppe fejet et gulv, og det ekstra tilbehør havde aldrig været i brug.
Så nu har jeg fået en lille hjælper til at støvsuge køkken og stue – og Alba kigger lidt forundret på den lille fætter, der futter rundt, fejer og snurrer rundt 🙂
Tænk, at man kan blive så glad over et godt køb – men det er jeg altså. Nu skal jeg bare lige helt finde ud af, hvordan den kommer til at fungere bedst. For lige nu kører den godt nok ind i mange stoleben – det kan godt være, jeg skal hjælpe den lidt, og så gøre gulvet lidt mere tilgængeligt 🙂
En anden udfordring er løse ledninger – og i et ældre hus, er der bare mange ledninger, som ligger løst på gulvet. De må lige løftes op først, ellers kører den helt fast.
Men hvor er det fascinerende at følge dens tur rundt på gulvet – og der bliver samlet støv op undervejs 🙂
God mandag – hvor blikket har været i gulvhøjde 🙂
Jette
Skriv et svar