Egentlig syntes jeg, at dette indlæg gav vældig god mening – men undervejs kom jeg i tvivl. For et dilemma opstod undervejs.
Udgangspunktet var, at jeg fandt datomærkede soltørrede tomater på tilbud. Det er helt i orden – et godt tilbud, sidste salgsdag var nået, men tomaterne stod også til at være gode efter denne dato. Og de var fine og smagte godt.
Min plan var så at komme dem i olie, det gør dem lidt blødere, og giver lidt fedme til dem. Her opstår dilemmaet. For jeg ville gerne undgå madspild. Og jeg havde lidt olie tilbage i køleskabet, fra et tidligere glas med soltørrede tomater i olie. Nu var tomaterne spist, men der var stadig lidt olie tilbage, som smagte fint krydret. Og det ville jeg så komme de nyindkøbte tomater i.
Problemet er så, at et købt glas med soltørrede tomater i olie – kun kan holde sig 14 dage i åbnet stand – ifølge varedeklarationen. Og det er mere end 14 dage siden, jeg tog hul på glasset, og nu har spist alle tomaterne. Kunne jeg så godt bruge olien alligevel ?
Jeg har valgt at gøre det. Og synes jo i udgangspunktet, at ideen var god. Jeg fik brugt den sidste rest olie, (supplerede med lidt ny solsikkeolie, så alle tomater er dækket af olie) og reddet tomater i butikken – men hvad med fødevaresikkerheden ?
Det bliver let ret kompliceret her – jeg kunne naturligvis smide det hele ud. Men jeg vælger at dufte og smage mig frem undervejs, mens jeg får brugt de ret lækre tomater i olie.
Dette indlæg er derfor ikke en opfordring til at gøre ligeså – men mere et eksempel på, hvor svært det kan være, når man gerne vil det hele 🙂 Undgå madspild, bruge varer, der har overskredet sidste salgsdato og samtidig være sikker på at det også er forsvarligt.
God søndag.
Jette
Skriv et svar