Bæredygtighed er mange ting. Og derfor kan man næsten blive træt bare ved at høre ordet, for hvad følger nu 🙂 I denne omgang handler det om at vedligeholde. Og det er faktisk noget af det mest bæredygtige, vi kan – at holde vores ting ved lige, så de holder lidt længere og der derfor ikke skal produceres nyt.

I denne weekend var det Ole, der var i gang med at reparere – eller rettere fuge – en god del af gavlen på hans staldbygning. Et fint bygningsværk i røde sten, bygget engang i tresserne. Men nu var det tid til at skifte fugerne ud – det yderste gamle mørtel blev fjernet og så skulle der fuges om med en ny cementblanding. Ikke at jeg har forstand på det – men jeg lærte at fylde fugerne ud, inden de så blev børstet og til sidst vasket ned, så der kun var cement imellem stenene 🙂

Det er et arbejde, der tager tid, og mine akademiker hænder, synes det til sidst var lidt hårdt at holde fast i bræt og mureske 🙂 Men resultatet blev overraskende godt.

Udover at jeg lærte noget nyt, så er der også en vigtig pointe i dette at vedligeholde og reparere. For jo længere tid noget holder, jo længere tid går der, før der igen skal produceres nye materialer. Det skal ikke forstås sådan, at vi slet ikke skal producere nyt, for det skal vi. Men vi skal samtidig tage hensyn til, hvor meget jorden kan holde til. Nu kan denne mur i hvert fald holde en del år, før der igen skal gøres noget.

Og jeg vil glæde mig over synet, når jeg lige kommer forbi 🙂

På en smuk mandag.

Jette