diva hund kage kage hindbær blåbær sommerhus træ natur

Måned: september 2020

Høst og høstgudstjeneste

Som præst på landet, så er det to ting som hænger tæt sammen. For når man bor herude, så har alle set, hørt og anet duften af nyhøstet korn og halm – og prøvet at køre bag en traktor og vogn læsset med halm. Så herude er det stadig helt naturligt at holde høstgudstjeneste og sige tak til jordens skaber og himlens Gud.

Og med to kirker i pastoratet, så er der høstgudstjeneste to søndage 🙂 Og i går var den første. Kirken var fint pyntet og rundt om på halmballer og i rustikke trækasser lå gulerødder og hvidkål, fine hokkaidoer og masser af pyntegræskar. Grøntsager er bare farvestrålende og lyser op, og jeg synes man bare får lyst til at tage nogle af sagerne med hjem og gå i gang i køkkenet 🙂

Det var der også mulighed for – for efter gudstjenesten blev de forskellige grøntsager solgt og pengene, der kom ind ved auktionen går til kirkeligt arbejde. I går var det Danmission, som fik alle de indsamlede penge.

Jeg var så heldig at få fingrene i en kasse grøntsager, så jeg har så godt og vel til aftensmaden i denne uge 🙂 Lige hvad der skal laves, ved jeg ikke endnu – men heldigvis er nogle af grøntsagerne ret holdbare. Men en gang hokkaidosuppe skal det nu nok blive til. Eller måske jeg igen skulle prøve at bage boller medhokkaidopuré 🙂

En høstgudstjeneste giver også mulighed for at synge mange skønne salmer – Nu falmer skoven trindt om land, eller Vi pløjed og vi så’de, eller en af mine yndlings:

“Nu takker alle Gud

med hjerte, mund og hænder…” (Den danske Salmebog 11,1)

Her understreges at vores taknemmelighed har flere retninger. Både til Gud, men også en tak vi kan bringe videre til vore medmennesker, og dele med hinanden.

På en smuk mandag morgen

Jette

Klimafolkemødet

Det lyder ambitiøst, og det er det også. Men folkeligt, det er det næppe 🙂 Det var i hvert fald min oplevelse, da jeg gik lidt rundt i går til klimamødet.

Der var lidt langt mellem deltagerne, og der var ikke mange lokale – i hvert fald ikke nogen jeg umiddelbart genkendte. Og det er da ærgerligt, at det ikke er et emne eller en event, der sådan lige bliver førstevalget, hvis man skal gå til noget.

Rådhuset flagede – og fortalte hvorfor 🙂 Sikkert for at undgå, at alt for mange spurgte, hvorfor flaget dog var hejst.

Corona spillede med, så for at få adgang til foredrag og event skulle man have en billet. Men den var gratis, skulle blot hentes på nettet og vises ved indgangen. Det fungerede fint.

Jeg valgte at høre en debat om bæredygtig investering – hvor blandt andet direktøren fra Danmarks første grønne pensionskasse medvirkede. Pensionskasser har rigtig mange penge at gøre med, så hvis de begynder at investere mere bevidst i grøn omstilling og grønne tiltag, så vil det rykke meget. Og grøn investering og et godt afkast – det kan fint gå hånd i hånd.

Det andet arrangement jeg overværede var en samtale omkring tøj og mode, hvem der laver tøjet, og om forbrug og overforbrug. Modebranchen er en af dem, der har et noget blakket ry, med dårlige arbejdsbetingelser, stort forbrug af kemikalier og vand og generelt en alt for stor produktion.

Så her kan vi faktisk alle være med til at gøre noget godt for miljøet og klimaet – ganske enkelt ved at købe bedre, købe mindre og beholde det og bruge det i længere tid.

Rundt om på pladsen var der flere madvogne – men igen, der var lidt langt mellem de sultne gæster.

Nu håber jeg, at der kommer lidt flere mennesker de sidste to dage af Klimafolkemødet – for ingen tvivl om, at det er et godt tiltag og vigtige emner, der er på dagsordenen.

God weekend.

Jette 

Morgenbrød

Forleden spurgte en mig, om jeg nu også ville fortsætte med at bage, når jeg nu boede i sommerhuset 🙂 Og jo, det vil jeg da. Selv om forholdene er lidt mindre end i præstegårdens køkken. Og jeg er heller ikke på plads endnu, så det bliver ikke til meget. Jeg havde planlagt at bage nogle cookies, men havde ikke fået vægten flyttet derned endnu, så det bliver en anden dag 🙂

Men i aftes blev der sat over til morgenbrød, det foregår mest på slump, så her var en vægt ikke nødvendig 🙂 Koldthævede boller med tørret havtorn og solsikkekerner. Havtornene blev tilmed udblødt i lidt snaps, det havde de godt af, men det kan nu ikke smages i bollerne 🙂

Ovne er forskellige, og den i Kærnehuset bager ret kraftigt, så bollerne blev bagt til den gode side. Men det gik nu alligevel.

Nybagt brød til morgenmad – det kan næsten ikke gå galt 🙂 Der var solskin på den østvendte terrasse, men det var nu lige koldt nok til at sidde der. Det kan tydeligt mærkes om morgenen, at det er efteråret vi går i møde.

Men en smuk morgen var det.

Jeg har et par feriedage lige nu – og i dag skal blandt andet bruges til at besøge Klimafolkemødet. Det afholdes i Middelfart, så det ligger lige til højrebenet at besøge det. Mere om det i morgen 🙂

God torsdag.

Jette

sommerhus

Nu med ny addresse

Der er fortsat ret stille her på bloggen 🙂 Det er fordi jeg flytter, og det tager godt nok tid og kræfter. Men fra i dag er adressen flyttet til sommerhuset for en stund. Og det er dejligt at bo der, men jeg skal lige finde mine ben igen.

For at pakke en helt præstegård ned, det har virkelig været et stort arbejde, og mange af tingene skulle der lige tænkes lidt ved, inden det blev besluttet om det skulle ud, gemmes eller til genbrug. Kirkens Korshær i Middelfart har fået rigtig meget, og det er en god tanke, at det, jeg ikke længere selv kan bruge, det får nu et nyt liv et andet sted.

“Septembers himmel er så blå” – det vers dukker helt af sig selv op i ens hovede, når man ser himlen på billedet. Det er fra i går – men så tæt på september, som man kan komme 🙂 Den klare blå farve er helt speciel.

At bo i Kærnehuset giver også mulighed for en aftentur til vandet – det vil jeg helt sikkert komme til at nyde. I går var der helt stille vand, men masser af tang var skyllet op, så det var ikke lige til at dyppe fødderne.

Med ønsket om et mildt efterår

God tirsdag.

Jette

Side 2 af 2

Powered by WordPress & Theme by Peter Rosendal