Der er noget særligt over opskrifter skrevet og samlet i en gammel koge/bagebog. For de er alle skrevet ned med håndskrift eller klippet ud af et blad og klistret ind – med tanke på, at de kunne prøves engang. Min mor havde en sådan bog – billedet af den står tydeligt i erindringen. Hvilken skuffe den var i, og hvordan den flittigt kom frem, når der var mulighed for at gøre lidt ekstra ud af noget.

I weekenden var det min svigerindes bagebog jeg kiggede i 🙂 Med fin skråskrift og alfabetisk inddeling. Opskriften jeg var på udkig efter var kokosmuffins. Jeg havde smagt dem tidligere, og de var super lækre, havde en passende størrelse og var lige til at tage med på skovtur 🙂 Det sidste er vigtigt, for det er noget af det, jeg øver mig i at blive bedre til – at tage kaffe og kage med, når der planlægges en gåtur. For det er mega hyggeligt lige at holde en lille pause i det fri – og så nyde en hjemmebagt kage 🙂

Opskriften er blevet gjort meget mindre og så forsøgte jeg at lave den glutenfri. Det lykkedes.

Nu kommer kagerne i fryseren til en gang, den står på udflugt 🙂

Kokosmuffins med nødder og chokolade (6 stk)

2 små silkehønseæg eller 1 stort æg

80 gr. sukker

50 gr. smeltet smør

15 gr. mandelmel

60 gr. kokosmel

20 gr. hakkede nødder

25 gr. hakket chokolade

Smelt smørret og lad det køle lidt af. Pisk æg og sukker godt sammen til en skøn æggesnaps. Tilsæt smør og pisk igen. Vend så alle de tørre ingredienser i og rør rundt, så alt er godt blandet. Fordel dejen i 6 muffinsforme og bag kagerne ved 200 grader ca. 15 minutter. Køler af i formen.

Så enkelt var det 🙂 Men smagen er virkelig god.

På en dejlig onsdag.

Jette