Som en udløber af en klimavenlig ferie, og en naturlig fortsættelse af mit forsøg med “plastikfri juli” – så er der blevet lavet noget nyt. Jeg har hæklet et lille net, som kan bruges, når jeg skal købe frugt og grønt i løs vægt. Eneste udfordring er, at jeg skal huske at gå det med i tasken, når jeg skal ud at handle 🙂
Jeg har før nævnt de små tynde plastikposer, der ligger ved frugt og grønt, som man kan bruge, når æblerne skal samles eller tomaterne skal vejes – og jeg har efterlyst et alternativ. Et sådant fandt jeg på nettet. Det viste sig, da jeg begyndte at søge, at det var der faktisk mange, der allerede havde været i gang med – at hækle net til det ene eller andet formål.
Mit net er hæklet med en fast bund og så ellers en masse rækker med lufthuller og tilsidst to hanke. Det er ikke den store hæklekunst, eller viden, der er i brug, men det var et hyggeligt projekt at have med på ferie.
Garnet er noget jeg har arvet – garn, der havde ligget i Oles gemmer i flere år, det kom nu i brug. Hele nettet vejer ca. 45 gr. og det er selvfølgelig mere end en plastikpose. Så enten skal man veje frugten af, før man kommer den i nettet, eller også betale for 50 gr. for meget.
Jeg er spændt på at tage det i brug – farven er i hvert fald lige mig 🙂
Opskriften jeg tog udgangpunkt i er her – jeg hæklede dog med enkelt tråd, og derfor blev mit net naturligvis mindre.
God onsdag.
Jette