“Vi vil fred her til lands …”

Hvad enten vi synger Midsommervisen på P. E. Lange-Müllers melodi fra 1885 eller i Shu-bi-du-a versionen, så har mange af os sunget ordene herovenfor i aftes. Sunget med i et blandet kor, hvor enhver sang med netop sin stemme. Og hvor godt, at det stadig er muligt. At der stadig er en fælles sangskat at trække på.

Sankt Hans aften blev – i hvert fald her i området – en skøn, kølig sommeraften, hvor der mange, mange steder var lavet små og store bål, og hvor mennesker mødtes.

Som jeg skrev i går, var jeg indbudt til at holde båltale ved Middelfart kommunes Sankt Hans arrangement. Hvorfor det blev mig, ved jeg ikke, men jeg var da rigtig glad for opfordringen. Og fik talt lidt om højtid. Anna Sophie Seidelin, en gammel præst, definerede engang højtid sådan her: At når jordtiden og himmeltiden falder sammen, og vi mennesker tænker og gør det samme, da skabes højtid.

Og jeg fik også lige berørt Folkekirkens Nødhjælps nyeste slogan -“det er dansk at dele, også med verdens fattigste”.

En Sankt Hans aften er en lidt sjov størrelse, folkelig og festlig og lidt uhåndterlig. Men sange, bål og tale er med til at skabe en ramme og give en fornemmelse af fællesskab. Og når det opnås er meget nået. Og det synes jeg bestemt skete i Middelfart i aftes. Børn, unge og ældre, og medborgere af forskellige nationalitet og herkomst hyggede og nød aftenen.

Bålet var placeret på vandet og talerstolen var en badebro 🙂 Men det fungerede super fint.

Nu hvor det er vel overstået, synes jeg bestemt, det var dejligt at medvirke.

Og glæder mig nu til, at jeg de næste mange dage skal ud af døren, uden at have en tale eller en prædiken i tasken 🙂

Så nu er næste stop København. Og det bliver godt.

God onsdag.

Jette