Efter et par dage i det Nordjyske fortsætter ferien her på Fyn. Og med udsigt til skønne solrige dage – det er da dejligt 🙂

Besøget hos min far gik godt. Da vi kom ind ad døren, sad han med næsen begravet i en murstens stor bog om 2. verdens krig. Det er virkelig imponerende, at han både kan og har interessen til at give sig i kast med et værk på den størrelse (den minder om min græske eller hebraiske ordbog i størrelse, og det var nogle digre værker :-))

Så det er glæde og taknemmelighed der fylder en – for det er ikke nogen selvfølge at livsgnisten er så stor, når man har rundet de 94 år.

I påsken blev der bagt lidt – blandt andet kagen her.

Jeg synes, mazarinkage smager dejligt 🙂 og har da også tidligere bagt både denne og disse.

Men jeg var faldet over en opskrift, som lød interessant – for her var kagen blevet toppet med nødder, så det blev det kun bedre af.

Selve mazarinen er uden marcipan, men med mandelmel. Jeg lavede (igen) en lille kage, for selv om der var børn hjemme, så er det ikke denne kage, der er deres favorit 🙂

Mazarintærte med nøddetop



Tærtedej – se her

Mazarinmasse

20 gr. smør

25 gr. mandelmel

25 gr. flormelis

1 æggeblomme

15 – 20 gr. hvedemel

et nip bagepulver

Alt røres sammen.

Nøddetop

25 gr. smør

25 gr. rørsukker

1 spsk. glukosesirup

1 spsk. mel

1 spsk. fløde

50 gr. blandede nødder – hvad køkkenskabet rummer

Kom alle ingredienser – undtaget nødder – i en gryde og bring det langsomt i kog. Tag gryden af og rør de grofthakkede nødder i.

Rul tærtedejen ud og beklæd en lille form ( jeg brugte 12 cm springform). Der er dej i overskud, gem det i køleskabet til en anden gang. Fordel mazarinmassen og glat det lidt ud, inden tærten bages ved 200 grader i 15 minutter.

Tages ud af ovnen og nøddefyldet fordeles ovenpå, hvorefter tærten bager videre ca. 12 – 15 minutter.

Køler af i formen.

Hulningen i midten af kagen skyldes, at tærtedejen hævede op – selv om bunden var blevet prikket først. Hvordan det undgås – det ved jeg desværre ikke.

Det blev en fin tærte og smagte dejligt. Men det er ikke som en tærte med marcipan 🙂

Jeg ønsker dig en dejlig onsdag.

Jette