Op, al den ting, som Gud har gjort
hans herlighed at prise!
Det mindste, han har skabt, er stort
og kan hans magt bevise. (Dds 15,1)
Sådan indleder Brorson sin fine salme, med forundringen over alt det skabte. Og ikke mindst en glæde over det. Der skabes nyt, og det er tydeligere, at livet og lyset sejrer over mørket.
Jeg har nævnt det før – jeg er ikke den største havemand (m/k), og så gælder det om at glæde sig ved de fine ting der er – stort set af sig selv!
Og der er skønne forårsbebudere nu, så her kommer et par glimt fra haven.
Smukke lilla krokus i dejligt solskin. De er kun til at blive glade af at se på.
Og i en krukke på terrassen står disse fine mønstrede vibeæg (jeg ville ikke ane de hed sådan, hvis det ikke var blevet hvisket mig i øret, da jeg fik dem overdraget :-))
De små påskeliljer ved døren er også lige på spring. Det er min yndlingsblomst – fordi den fortæller så meget ved blot at stå frimodig gul og livsbekræftende.
Blomsterbillederne er fra i går – hvor solen skinnede og det var lyst og varmt. Her til morgen er det noget anderledes, med rim i græsset og kold luft.
Men mit Ingrid Marie træ skal også lige med. For med til forårsglimt hører også, at træer beskæres. Æbletræet fik sidste weekend klippet de lange tynde stilke af (som jeg ikke ved hvad hedder :-)) men som ikke gør noget gavn. Og det blev gjort i solskin og med hønsene vimsende rundt om – ret så hyggeligt.
Og nu er det næsten weekend – min byder blandt andet på en ret specielt begivenhed: Et besøg på Noahs ark. Det hører du mere om en anden dag.
Rigtig god weekend.
Jette
Skriv et svar