Titlen på indlægget her er også titlen på en Podcast, hvor der hver uge er en samtale om den kommende søndags prædiketekst. Og lige netop i disse dage, tror jeg mange præster sidder med følelsen af, at en prædiken er på vej – og endda indtil flere af slagsen 🙂

Sådan også her. Det lysner – i dag skal der skrives til juleaften, og så er jeg ved at være i mål – indtil det bliver nytårsaften. Så venter endnu en prædiken. Men det tager vi efter jul 🙂

En prædiken til juleaften er som alle andre prædikener, og så alligevel så anderledes. Alene antallet af gudstjenester og antallet af kirkegængere gør en forskel. Samtidig er der et utal af forventninger, ønsker om genkendelighed og mange pointer, som kan betones.

I år bliver det for mit vedkommende fokus på krybben. Jesu første sovested. Uden for kejserens rækkevidde og uden at blive talt med.

Men grunden til at jeg også griber fat i krybben er, at i fængslet i Sønder Omme er der en krybbe – i kirkerummet. Ganske enkelt fordi, at kirken er lavet i en gammel hestestald, og så valgte man at bevare den gamle foderkrybbe – som på sin helt egen og stilfærdige måde leder tanken hen på Jesu fødsel julenat. Og fortællingen om Maria, der svøbte Jesus og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

Det mest uanseelige sted valgte Gud at blive lagt til hvile den første julenat.

Fascinerende og tankevækkende. Gud møder os, der hvor vi mindst venter det.

Ja, julens stjerne lyser, når jeg ser,
det barn i krybben er så meget mer.

(fra: Hvad er det, der gør jul til noget særligt)

Prædiken på vej – men først blev der lige strikket nogle masker på natsværmersjalet 🙂

God onsdag.

Jette