Som i de fleste andre familier lavede min søster og jeg som børn også konfekt til jul. De første år mindes jeg, at min mor blandede marcipanen med kartofler og sikkert også noget mandelessens, for at få det til at strække noget længere. Og som jeg husker det, smagte de marcipansnitter, der blev lavet, ganske udmærket.

Men eftersom tiderne blev bedre, og vi blev ældre, så blev det til ren marcipan, vi brugte, når vi lavede konfekt.

Og det er det så også nu 🙂

Men det er stadig marcipansnitter og marcipanbrød, der er mine favoritter, som de også var dengang. Så i dag er der blevet lavet et helt klassisk marcipanbrød – dog er fyldet blevet opgraderet til ingredienser, vi slet ikke kendte til eller talte om i 70’erne. Mit brød her er med tørrede tranebær og pistaciekerner.

Marcipanbrød

125 gr. marcipan

25 gr. tørrede tranebær

1 spsk. cognac

1 spsk. pistaciekerner

Mørk chokolade til overtræk

Hæld cognac over tranebærrene og lad dem trække natten over. Bland marcipan, pistaciekerner og de udblødte bær + cognac og ælt det sammen og form det til et brød.

Lad det tørre et par timer, før det overtrækkes med smeltet chokolade. Drys evt. med tørret hindbær eller andet pynt. Opbevares køligt.

Skæres i skiver inden det serveres.

Det er et ret fugtigt marcipanbrød – men det smager ret så godt 🙂

Så – nu hjælper det på juleforberedelserne i mit køkken. Jeg mangler lige et lækkert grovbrød med smag af jul – det kommer på mandag.

God adventsweekend.

Jette