Jeg synes, at et guldbryllup er noget ganske særligt. 50 år er bare lang tid. Og at have været gift i 50 år med det samme menneske, det er bare godt gået. Det vidner om vilje, overbærenhed og kærlighed. For ingen ægtepar når til et gudbryllup uden hårdt arbejde. Uden at de har vidst, hvor de har hinanden. Uden at de har kunnet respektere hinanden. Og uden at de har været glade for hinanden – med de gode sider og mere besværlige sider, som vi alle har.

Jeg har skrevet om et af de 5 guldbryllupper før, nemlig sidste år, hvor naboen kunne fejre 50 års bryllupsdag.

I dag er jeg så inviteret til endnu et 🙂 Og ser frem til det. I invitationen var der billeder fra parrets bryllup, kobberbryllup og sølvbryllup – og hvor er det sjovt at se. Og hvilken historie fortæller de små billeder ikke – om familien, traditioner og – om mode.

Jeg har kendt parret her i godt 20 år, og dermed også været vidne til, hvordan tilværelsen sætter sig sine spor.

Thomas Kingo har skrevet en salme – for godt 300 år siden – som rammer det godt.

“Sorrig og glæde de vandre til hobe,

lykke, ulykke de gange på rad,

medgang og modgang hinanden tilråbe,

solskin og skyer der følges og ad …” (den danske salmebog 46,1)

Kingo er en mester i at sammenstille tilværelsens modsætninger og alligevel holde fast i lysten til at leve og være til. Jeg tror, det er noget af det samme, der skal til for at bevare et godt ægteskab. At ville det og gribe det, og bruge den tid, det tager for at få det bedste ud af det.

Og så er det en glæde at kunne fejre 50 års livsvandring sammen.

God weekend.

Jette