Jeg ved ikke lige hvorfor, men nu ville jeg altså prøve at lave et overflødighedshorn! Ingen anledning, men der er et par møder i den kommende uge, så mon ikke det kunne blive spist ved et af dem 🙂
Det blev så familien, der fik det serveret. Og som min søde nevø kommenterede: “Det er lidt sejt uden grund at give sig i kast med sådan en opgave.” Tjah, det har han da nok lidt ret i. Og jeg er helt klart nogen kageerfaringer rigere 🙂
Jeg brugte opskrift og skabelon fra DR’s store bagedyst. Jeg formindskede portionen, men brugte de samme skabeloner – det gjorde mit horn lidt mindre tungt i kransene.
Lille overflødighedshorn
Kransekagedej
20 gr. æggehvide
90 gr. flormelis
300 gr marcipan
Rør æggehvide og flormelis sammen og lad det stå ½ time. Riv marcipanen og rør det i æggehvide/sukker massen. Det er ret klistret, så brug en kraftig ske, saml massen og sæt den i køleskab – meget gerne til næste dag.
Vej dejen af i portioner:
top: 10 gr.
1. ring 14 gr.
2.ring 20 gr.
3. ring 27 gr.
4.ring 33 gr.
5.ring 38 gr.
6. ring 45 gr.
7. ring 50 gr
8. ring 55 gr.
fod 40 gr.
9.ring det resterende
Skabelon til udforming af ringe hentes her
Formes og bages ved 190 grader ca. 12-15 minutter.
Køler af.
Glasur:
75 gr. flormelis
lidt kogende vand
Rør en glat glasur og kom den i et lille kornet (kræmmerhus lavet af bagepapir) og sprøjt ringene som til kransekage.
Når glasuren er stivnet kan hornet samles.
Smelt lidt mørk chokolade Og smør det på bundene en efter en og saml det. Vent med foden til sidst. Det kræver lidt tålmodighed og sandsynligvis lidt støtte, for at hornet holder balancen 🙂
Af et første gangs forsøg at være, så synes jeg selv, det er gået nogenlunde 🙂
Men det er en skrøbelig sag. Da det kom på bordet i aftes faldt spidsen af 🙂 Men kagen smagte rigtig fint.
Og så er det mandag – med en travl uge foran og derefter en uges ferie. Ugen her indeholder blandt andet et møde med en trækonsulent omkring opførelse af sommerhus. Det møde glæder jeg mig rigtig meget til 🙂
Jette
Skriv et svar