Der er længe til den rigtige jordbær sæson. Og det er godt at have noget at se frem til – men alligevel så blev jeg fristet til at købe nogle jordbær forleden. De var sat ned i pris, for sidste salgsdag var lige oppe over.  Men ret skal være ret, de smagte okay.

De blev brugt til at toppe en pavlova i portionsstørrelse med. Og derunder blød flødeskum. Det kunne kun blive godt – og var godt 🙂

Inspirationen til den særlige sirup, fandt jeg her. Min portion er meget mindre og passer udmærket til ca. 500 gr. bær.

Citron-basilikum sirup

1 øko citron

40 gr. sukker

1/2 tsk tørret basilikum

Citronen rives, skal og dernæst den pressede saft (3 spsk.), basilikum og sukker kommes i en gryde. Det hele koges op, der røres og koger et par minutter til det tykner let. Gryden tages af varmen og stilles til let afkøling.

Og er nu klar til at blive hældt over for eksempel en bakke jordbær skåret i skiver.

Bærene trækker et par timer, så er de gode og klar til brug.

Nu må det snart gerne blive jordbærsæson 🙂

Dagen i dag er dog også ganske skøn, med klar blå himmel og dejligt solskin. Jeg tror, det bliver muligt at sidde lidt på terrassen med et tæppe i nærheden 🙂

Dejlig weekend.

Jette