En af mange fordele ved at være blevet gift er, at jeg har med ét fået en meget større omgangskreds 🙂

I dette tilfælde min mands bror – som har en have med en stikkelsbærbusk. Og ingen var synderlig interesserede i de røde bær, så jeg måtte gerne plukke nogle. Det blev gjort på en regnvåd augustdag – og så forvandlet til spændende syltetøj. De lidt syrlige skaller blev blendet for at give syltetøjet et mere venligt udtryk.

Stikkelsbærsyltetøj

700 gr røde stikkelsbær, nippede og klippede

500 gr. lyst rørsukker

2 spsk. vand

Evt. en tom vaniljestang eller lidt vaniljesukker

Bærrene klippes for stilk og blomst – det går lettest med en saks. Bær, sukker, vand og evt. vanilje kommes i en gryde og koger langsomt op under låg. Koges dernæst let boblende ca. 30 minutter uden låg. Blendes og kommes på rene glas, der gerne er skyllet med lidt spiritus.

Syltetøjet smager fint og kraftigt. Og pektinen i bærrene gør, at syltetøjet stivner og bliver, hvor det skal.

Hverdagen er tilbage – i aften er efterårsæsonens første menighedsrådsmøde, så der skal bages 🙂 Jeg har en idé i ærmet, hvor også dette syltetøj kommer i brug, så måske du ser mere om det en af dagene.

God tirsdag.

Jette